Classic FM skifter navn til Royal FM
I anledningen af søndagens tronskifte hylder den kommercielle radiokanal Classic FM det danske monarki ved i hele weekenden at skifte navn til Royal FM. Vi vil fra fredag morgen til søndag midnat spille musik, der leder tankerne hen på det royale.
Classic FM’s værter sidder hele weekenden klar i studiet og sørger for, at de mange lyttere får en weekend fyldt med musik i monarkiets tegn.
- På Classic FM elsker vi de store begivenheder, der samler kongeriget, så vi kunne ikke stå for idéen om at gøre hele kanalen til en stor kongelig fest i anledning af weekendens historiske tronskifte, siger Søren Bygbjerg, direktør for JFM Lyd, der står bag Classic FM.
Lytterne skal hele weekenden høre sjove, anderledes og rørende royale anekdoter fra værterne på Classic FM, og de får derudover mulighed for at sende hilsner til Hendes Majestæt Dronning Margrethe, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.
- Vi laver tre dages kærlig musikalsk hyldest til Dronning Margrethe, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Vi spiller den kommende Kong Frederiks favoritter inspireret af hans egen playliste på Spotify. Og dertil en masse pop- og rockhits med kongeligt islæt, siger direktøren.
Det bliver Dan Rachlin, der i løbet af weekenden vil kuratere ud fra Kronprins Frederiks egen playliste, derudover vil værterne lave nedslag i store royale begivenheder og afspille de numre, der lå nr. 1 på hitlisterne på pågældende tidspunkt.
Royal FM’s lyttere kan også se frem til en weekend spækket med royale anekdoter. Dan Rachlin er én af de danske DJ’s, der kan skrive kongelig hofleverandør på CV’et, da han to gange har spillet på Amalienborg. Første gang i 1987 til en fest Dronning Ingrid holdt for sine børnebørn og deres royale venner og familie rundt om i Europa og anden gang til Prins Joakims 18-års fødselsdag.
- Det var helt klart nogle af de største øjeblikke i den første del af mit professionelle liv som DJ. Det var vildt sjovt og meget overvældende på den allerfedeste måde, siger Dan Rachlin, som dog stadig har en meget stor fortrydelse i sit liv.
- Jeg er stadig skidesur på 23-årige Dan, som valgte at indløse checken med Dronning Ingrids underskrift på,
den skulle jo have været indrammet, siger den populære radiovært med et smil.
Se hvordan Royal FM sender i ✨ PROGRAMOVERSIGTEN ✨