Skip to content

Lokale nyheder – torsdag d. 22. marts

Et udenlandsk køretøj blev i aftes udtaget til kontrol ved grænsekontrollen ved Frøslev.

Føreren af bilen viste sig at være påvirket af narko og han blev desuden fundet i besiddelse af ca. 13 gram Hash.

Det udløste en bøde på 7.500 kr. for narkokørsel og en bøde på 3.000 kr. for besiddelse af 13 gram Hash.

”Vi er klar til flere sager”, skriver politiet på Twitter.


Det var ejerne af Kinorama i Sønderborg, der løb med INITA-prisen 2018.

– Dejligt. Den er vi glad for. En anerkendelse der viser, at der opbakning til det vi laver fra byen, siger Per Matthiesen, der sammen med sin hustru Anitta modtog prisen af Sønderborg Handel, da der onsdag aften var generalforsamling.

INITA-prisen gives til en person, forening eller virksomhed, som har taget et særligt initiativ og vist vilje til at gøre noget til gavn for byens erhvervs- og handelsliv eller gjort byen kendt ud over lokalområdet.

– Per og Anitta Matthiesen har underholdt gennem mange år og givet os gode oplevelser. De har taget et stort skridt og udvidet forretningen i et marked, som ellers var usikker, lød det fra Sønderborg Handels formand Rikke Torré.


Renseanlæggene i Gråsten, Broager, Himmark og Sønderborg står overfor store renoveringer eller nybyggeri. Derfor ønsker Sønderborg Forsyning at nedlægge de fire renseanlæg og i stedet bygge et nyt, fælles renseanlæg ved Kær Vestermark til 300 millioner kroner.

– Vi har kigget på, hvad der er af andre muligheder i stedet for at reparere på de gamle renseanlæg. Vi ønsker at bygge et nyt og nedlægge de fire gamle renseanlæg, siger Lars Riemann, der er direktør for Sønderborg Forsyning.

Ønsket er at placere anlægget ved Sønderborg Kraftvarmeværk på Vestermark. Der skal laves kommuneplantillæg, lokalplan samt en vvm-proces. Der skal anlægges 35 kilometer ledning til spildevandet, som skal ledes til det nye anlæg i Sønderborg. Ledningen skal blandt andet krydse Sønderborg-motorvejen, jernbanen, Dybbøl Banke samt gå under Alssund. Derfor skal der blandt andet også søges 33 tilladelser og dispensationer til for eksempel krydsning af diger, vandløb og Dybbøl-fredningen.


Der skal skabes større omsætning og mere i liv i områdets byer og butikker. Der er målet med to ny stillinger, som bliver slået op i næste uge af Sønderborg Kommune.

– Vi har armene helt over hovedet. Nu kan vi komme længere end nogensinde før. Det er langt bedre konstellation end før, siger Rikke Torré, formand for Sønderborg Handel, da der onsdag aften blev holdt generalforsamling på Hotel Comwell.

Det er nyoprettede aktørudvalg, som skal forene aktørerne i de tre brancher turisme, handel og kultur, der lige op til generalforsamlingen besluttede det nye initiativ. Ud over Solveig Schwarz, som er sekretariatsleder for Sønderborg Kommunes Erhvervsservice, bliver der ansat en eventkoordinator samt en såkaldt retail developer, som skal arbejde med udviklingen af detailhandlen i Sønderborg og de omkringliggende byer.