Skip to content

Lokale nyheder – torsdag d. 19. april

Politiet var i går til stedet på Alssundbroen i Sønderborg hvor jagten gik ind på fartsyndere – og dem var der nok af.

I de 2,5 time politiet var til stedet blev der skrevet 33 sager der udløste i alt 30 klip i kørekortet og 3 bilister fik en betinget frakendelse af kørekortet.

Højest målte hastighed var 146 kmt. På en strækning hvor man højst må køre 80.

Politiet fik desuden fingrene i en spritbilist der også blev taget for at køre for hurtigt.


Den 60-årige formodede bagmand, som blev anholdt i Augustenborg på Als i en stor politiaktion onsdag, beskrives af Bagmandspolitiet som en helt almindelig mand.

Det tyder på, at manden, der blev anholdt på sin private adresse, har distribueret ulovlig pirat-tv til en lang række husstande.

– Han er ikke en typisk kriminel, som politiet normalt er i kontakt med, siger fungerende vicepolitiinspektør i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kaldet Bagmandspolitiet, Michael Lichtenstein til Jydske Vestkysten.

I alt blev 28 husstande ransaget i aktionen. Ifølge Michael Lichtenstein bærer netværket præg af at være et ”uformelt netværk” af bekendte.


Hvordan skal Sønderborg Lufthavn drives i fremtiden? Og skal den udbygges? Det er nogle af de spørgsmål det omfattende strategiarbejde skal hjælpe med at besvare. Nu er det op til politikerne at afgøre, hvordan fremtiden ser ud for Sønderborg Lufthavn.

– Sønderborg Lufthavn spiller en central rolle i forhold til at understøtte vores lokale erhvervsliv og sikre udviklingen af hele området. Dygtige folk har derfor brugt en del energi på at opstille nogle gennemarbejdede scenarier for fremtiden. Nu skal vi politikere afgøre, hvilken retning lufthavnen skal udvikles i, forklarer Borgmester Erik Lauritzen.

Især de udenlandske ruter er i fokus. Med ruter til en eller flere af de store europæiske lufthavne, vil det være muligt at komme let til hele verden med få flyskift. Som en del af analysearbejdet er der allerede gennemført en række lovende møder med internationale flyselskaber.


“Det får vi styr på”, lovede personalet på Plejecenter Amaliehaven, da Fødevarestyrelsen i februar konstaterede, at en af boenhederne ikke havde styr på sin egenkontrol.

Men da Fødevarestyrelsen vendte tilbage den 6. april, kunne afdelingen ikke dokumentere, at den havde husket egenkontrollen. Derfor har den nu fået en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.

– Det kommer ikke til at ske igen, forsikrer Joan Slaikjer Hansen, chef for alle kommunale plejecentre i Sønderborg Kommune.

Hun har ikke bare indskærpet, at Amaliehaven skal leve op til gældende regler om egenkontrol af madlavning, men tager nu også initiativ til, at alle plejecentre i Sønderborg Kommune får øget opmærksomhed på området.