Skip to content

Lokale nyheder – tirsdag d. 28. august

Menighedsrådet i Ulkebøl har haft møde med Haderslev Stift og venter nu på en udmelding fra biskop Marianne Christiansen.

Baggrunden for mødet er at menighedsrådet har meldt ud, at det trækker sig, hvis ikke der findes en løsning på samarbejdsproblemer med sognets kirkebogsførende præst Kirsten Schmidt.

Mødet foregik søndag eftermiddag hvor alle berørte parter var til stede og mødet gik godt siger formanden der forklarer at der nu arbejdes på en løsning på samarbejdsproblemerne.

– Derudover har jeg ikke flere kommentarer, siger Frede Mørch Pedersen til jv.dk


Broager Sparekasse har præsteret sit bedste halvårsregnskab til dato. I forhold samme periode sidste år er overskuddet før skat steget med 1,9 mio. kr. til nu 14,4 mio. kr., hvilket er væsentlig bedre end forventet.

– Alt i alt er vi rigtig tilfredse og stolte over dette halvårsregnskab. Vi er især glade for at se, at udlån til erhverv er stigende. Det har det seneste års tid været vores mål, at vækste på erhverv, og at det nu kan ses på tallene er bare rigtig godt, siger Lars Christensen, direktør i Broager Sparekasse.


Efter et halvårsresultat med et plus på 14,4 mio. kr. før skat skruer Broager Sparekasse nu op for forventningerne til hele året. Meldingen, inden 2018 gik i gang, var et plus på 18-21 mio. kr. før skat. Det bliver nu opjusteret til 21-24 mio. kr.

– Vi er kommet godt fra land. Vi forventer mængden af udlån vil stige og basisindtjeningen gå i samme retning, siger direktør Lars Christensen.

Det er både udlån til private men især erhverv, som sparekassen forventer, der kommer endnu mere af.

Åbningen i maj af en ny afdeling i Vojens har også været en investering i fremtiden.

– Vi er stadig i opstarten i Vojens, men indtil videre tegner det rigtig godt, lyder det fra Lars Christensen.


Når den franske præsident Emmanuel Macron i dag lander i Københavns Lufthavn for at tage på officielt besøg i Danmark, får besøget også et sønderjysk islæt.

Den franskfødte kok og ejer af Restaurant Bind i Sønderhav, Christian Bind, er nemlig inviteret til at deltage i den reception, som præsidenten holder i Skuespilhuset i København i morgen.

Her vil også dronning Margrethe, kronprinsparret og prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte deltage.