Skip to content

Lokale nyheder – onsdag d. 21. marts

Der er udskiftning i toppen af Venstre i Sønderborgs organisation.

Karsten Schøn er netop valgt som ny kommuneforeningsformand for Venstre i Sønderborg, hvor han afløser Peter Brodersen, der har siddet på posten de seneste fire år. Karsten Schøn har siddet i Sønderborg Byråd i flere perioder og har blandt andet været gruppeformand. Han opnåede ikke genvalg i november, men fortsætter altså i politik i de mere indre kredse i det parti, som han har været aktiv i siden ungdomsårene.

Som ny kredsformand er Jens Lei, der driver et stort landbrug på Ballegård ved Blans. Han er 43 år, og blev faktisk valgt til det første byråd i den fusionerede storkommune. Men han bad allerede i august 2008 om at forlade Sønderborg Byråd, da han ønskede at prioritere familien og bedriften. Jens Lei afløser Daniel Staugaard, der nu er medlem af Sønderborg Byråd.


Der er ikke kun på Broagerland, at weekendens voldsomme blæsevejr har sat sine tydelige spor på den 84 kilometer lange Gendarmstien.

Ved Rinkenæs på den del af stien som går fra rensningsanlægget ved Dalsgård og så hen til Sandager, er den også gal. Her er stien flere steder så godt som væk.

– Det er helt normalt, at vejret påvirker vores kyster. Af og til sker der erosion både på Gendarmstien og Alsstien, siger Johanne Burgemann, der i 12 år har været skov- og landskabsingeniør ved Sønderborg Kommune.

Også på den sydlige del af Broagerland ved Busholm er der blevet ædt af kysten. Skrænterne ved Stensigmose har blæsevejret også gjort et indhug i, så stien nu er kommet tættere på kanten.


Som det mest selvfølgelige snupper vi herhjemme et glas i skabet, tapper vand fra vandhanen og slukker tørsten med dejligt, koldt postevand. Men faktisk er det ikke en selvfølge. I morgen åbner vandtårnet på Lysvang dørene hvor man kan komme og se hvordan der passes på drikkevandet i Sønderborg Kommune.

37 vandværker i kommunen tjekkede sidste år deres drikkevand for sprøjtemidlet Chloridazon. Der blev ikke fundet noget i nogen af prøverne – modsat flere kilder på Sjælland, Fyn og i Jylland.

– Der er flere årsager til, at sprøjtemidlet ikke er fundet i Sønderborg Kommune. En af dem er, at der kun er ganske få kvægbesætninger i området, og sprøjtemidlet Chloridazon er fortrinsvis brugt i forbindelse med dyrkning af roer til kvægfoder. En anden grund er, at vandværkerne i kommunen i en lang årrække har arbejdet effektivt med at forbedre deres anlæg, fortæller Susanna Esbensen, civilingeniør i afdelingen Vand&Natur i Sønderborg Kommune.

Som eksempler på investeringer i vandforsyningen kan nævnes nye vandværker i Gråsten, Guderup-Stevning, Oksbøl og det helt nye Sydals Øst, som er ved at blive kørt ind netop nu.


Den ødelagt strandpromenade er en historie, der optager virkelig mange mennesker. Det er blandt de suverænt mest læste historier på JV.dk, og virkelig mange deltager i debatten på JydskeVestkystens hjemmeside eller på mediets Facebookside.

Det store emne i debatten er ansvar. Er ansvaret for den ødelagte promenade Sønderborg Kommunes, rådgiverens, entreprenørens eller brolæggerens?

Svaret får vi først i de kommende dage – men i mellemtiden kan du altså deltage i debatten på jv.dk