Skip to content

Lokale nyheder – onsdag d. 2. maj

Tirsdag eftermiddag gik det helt galt for en far og en søn, der kørte i en veteranbil på den tyske motorvej cirka 15 kilometer syd for grænsen på vej hjem mod Danmark. Det skriver TV Syd.

Føreren af den over 60 år gamle VW-boble, forsøgte at overhale en anden bil på motorvej A7 ved Tarp syd for grænsen ved Frøslev. Ifølge det tyske motorvejspoliti overså den danske bilist en bagfrakommende Ford Fiesta. Føreren af Fiestaen ramte folkevognen med så stor kraft, at den blev slynget ind i autoværnet midt på motorvejen og væltede om på siden. Både far og søn sad fastklemte i bilvraget efter ulykken, men blev forholdsvis hurtigt hjulpet ud af forbipasserende bilister.

Alarmcentralen i Harrislee sendte to helikoptere, fire ambulancer og flere brandkøretøjer til ulykkesstedet. Passagererne i begge køretøjer blev bragt til hospitalerne i Slesvig og Flensborg. En af danskerne med alvorlige skader.

Tysk politi havde tirsdag aften intet nyt om, hvor slemt de implicerede parter var kommet til skade.


Mange års gæld har tvunget Sønderborg Rideklub til at melde sig konkurs. En ny klub med navnet Sønderborg Sportsrideklub vil fortsætte aktiviteterne for de op mod 250 medlemmer.

– Vi var en ny bestyrelse, som tog over i 2010. Allerede dengang var der rimelig stor gæld, men vi var af den overbevisning, at det kunne rettes op, forklarer afgående formand for Sønderborg Rideklub, Inge Tylvad Andersen.

Den nu konkursbegærede Sønderborg Rideklub har primært gæld til pengeinstitut og SKAT og i mindre omfang til leverandører.

Du kan læse mere på jv.dk


De ansatte hos Danfoss Gråsten kan få hjælp til problemer med deres livsstil, børn parforhold, udbrændthed, mobning og work-life balance.

– Kan man bare forebygge to langtidssygemeldinger, så holder vores business-case, og vi har hjulpet nogle mennesker. Vi kan alle blive ramt af omstændigheder, der gør, at vi kan have svært ved at følge med. Men vi kan ikke stoppe op og blive forskånet for udviklingen. Vi er nødt til at lære at være i den, siger HR-Director i Danfoss, Ditte Haulund i en pressemeddelelse.

I 2016 fandt man ud af, at der var pres på trivslen blandt de tusind ansatte hos Danfoss i Gråsten. Det skulle ændres. Alle personalegrupper gik sammen om en trivselskampagne, der skal skabe mere bevidsthed om, hvad der skaber bedre trivsel.

– Vi ved, at arbejdsliv og privatliv afhænger af hinanden. Hvis det ene ikke fungerer, gør det andet heller ikke. Du kan ikke levere på jobbet, hvis du ikke har det godt, siger Ditte Haulund.


Gråsten Fjernvarme havde mandag aften generalforsamling, hvor forbrugerne bakkede op om en fusion mellem Gråsten og Sønderborg Fjernvarme. Gråsten Andelsboligforening er fortsat imod.

For formand Morten Sommer er der flere fordele ved at fusionere de to selskaber. Fra 2019 kan Gråsten Fjernvarme ikke længere modtage et el-tilskud fra Staten. Det betyder, at Gråsten Fjernvarme mister seks millioner kroner i driften.

– Det er forbrugerne, der kommer til at betale den regning. Vi ser frem mod en prisstigning. Hvis vi var sammen med Sønderborg Fjernvarme, så ville det blive nivelleret ud, og vi ville finde et fælles prisleje, siger Morten Sommer.