Skip to content

Lokale nyheder – mandag d. 26. februar

En lystfisker fik sig en noget anderledes fangst på søndagens fisketur i Alssund.

Da fiskeren trak linen ind viste det sig at fangsten var en værdifuld alterkalk i sølv, som blev stjålet i begyndelsen af året fra Asserballe Kirke.

Foto: Politiet

 

– Der står Asserballe Kirke i bunden af alterkalken, så det er den, som tidligere på året blev stjålet fra kirken, siger vagtchef Bjørn Pedersen til TV Syd.

Ved tyveriet i Asserballe Kirke blev der ud over alterkalken, som vinen servers i under altergang, også stjålet en del andet sølvtøj der hører til den kirkelige handling.

Lokalpolitiet i Sønderborg vil nu kigge nærmere på stedet, hvor kalken blev fundet.


En bil, der klokken 01.10 natten mellem lørdag og søndag holdt for rødt lys i Alsgade i Sønderborg, blev påkørt bagfra. Føreren af den bil valgte imidlertid at flygte fra stedet, men det lokale politi har dog en god idé om, hvem vedkommende er. Der var dog ingen hjemme, da manden blev opsøgt på sin bopæl.

– Vi er nu ret sikre på, vi nok træffer ham på et tidspunkt, lyder det fra Ole Aamand, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.


En ny udligningsreform kan koste Sønderborg Kommune et sted mellem 17 og 51 millioner kroner. Det skriver Jydske Vestkysten.

I en enkelt af fem modeller vil Sønderborg Kommune modtage næsten 30 millioner kroner mere end i dag. Borgmester Erik Lauritzen (S) har sat sine topembedsmænd til at se på den næsten 300 sider lange rapport, men han kan allerede nu sige, at han vil være meget utilfreds med, hvis Sønderborg ender med at skulle betale til andre kommuner.

– Det vil være fuldstændig urimeligt, hvis Sønderborg Kommune skal bidrage med flere penge. Jeg mener – vi satte skatten op for nogle år siden, fordi det var helt nødvendigt. Vi har en rimelig høj skatteprocent, men det er jo ikke fordi, vi har et luksus serviceniveau. Så det vil jeg slet ikke mene er rimeligt, siger han.
Fronterne er trukket skarpt op, og Kommunernes Landsforening er splittet i sagen.

– Det kan risikere at splitte KL fuldstændigt. Vi er bestemt ikke en rig kommune, og jeg forudser, at det her bliver et rivegilde uden lige på Christiansborg, siger Erik Lauritzen.


Arbejdet med at renovere gågaden i Sønderborg er blevet sat yderligere på pause.

– De har meldt frost den kommende tid, så der er ikke andet at gøre end at vente, siger projektchef Lars Merrild Overgaard, der sammen med entreprenør Otto Chrestensen på et orienteringsmøde torsdag fik ros for at være gode til at lytte til butiksindehaverne, når det nu er nødvendigt at hive belægningen op og forny rørledninger og fliser.