Skip to content

Lokale nyheder – mandag d. 19. marts

Strandpromenaden i Sønderborg blev indviet i slutningen af juni sidste år – men i løbet af den forgangne weekend har vind og vejr sørget for at den ellers så flotte promenade nu nærmest ligger i ruiner.

Ødelæggelserne begyndte i slutningen af ugen på grund af blæsevejret og store bølger, der slog ind mod muren. Fredag havde stenene løsnet sig langs muren ud mod havet. Men i løbet af weekenden har ødelæggelserne spredt sig. På næsten hele stykket fra vikingeklubben til lystbådehavnen er stenene blevet slået løse fra muren og er blevet skyllet op på det grønne område.

Strandpromenaden, der kostede 26 millioner kroner at få renoveret, skal nu repareres og i dag holdes der krisemøde med kommunens rådgiver og entreprenør.


Årelange problemer med dårligt indeklima er nu blevet så alvorlige i Børnehuset Møllegade, at børn og pædagoger er rykket fra den gamle adresse og ind i lokaler på Voldgade.

– Jeg fik det at vide to dage før. Det er rigtig fint at blive flyttet væk fra den gamle børnehave, når der nu var skimmelsvamp. Det har slet ikke været kaotisk for børnene, fordi personalet var med, fortæller Tina Høst Guldmann, der er formand for forældrerådet.

Allerede for 7-8 år siden begyndte forældre og personale i Børnehuset Møllegade at klage over dårligt indeklima. Det fik i sommeren 2013 Sønderborg Kommune at udføre en række målinger i institutionen. De viste så højt et indhold af CO2, at det kunne forklare klager over træthed, utilpashed og koncentrationsbesvær.


Protestgruppen mod et nyt sognehus ved Rinkenæs Korskirke fortsætter kampen mod et nyt sognehus lige ved siden af kirken. Borgergruppen har opfordret Sønderborg Kommune til at rejse en fredningssag. Borgergruppen frygter, at et sognehus 12 meter nord for kirken vil ødelægge udsigten til kirken og fjorden.

Ønsket om en fredningssag blev behandlet på teknik- og miljøudvalgets møde i uge 11. Udvalget går i første omgang ikke videre med fredningsønsket.

– Vi har sat det i bero. Ikke fordi, vi ikke vil gøre det, men menighedsrådet siger, de vil kigge på sagen. Derfor forholder vi os i ro, så vil vi tage det op, hvis det bliver aktuelt. Men man skal inddrage de borgere, der benytter sig af kirken. Hvis man vil have flere folk ind i kirken, så skal man lytte til dem, siger Aase Nyegaard fra Fælleslisten om sagen.


De seneste par døgn har der været en del indbrud og en forsøg på indbrud. På Vollerup Kro er der knust en rude, og så er der stjålet flasker med spiritus og en del pantflasker.

Fra en villa på Møllegade i Broager har der også været indbrud, men her er der ikke overblik over, om der er stjålet noget.

Fra en lejlighed på Ballemølle i Blans er der stjålet en PlayStation4. Derudover har der flere forsøg på indbrud rundt om i kommunen.

Oplysninger om indbruddene til politiet på telefon 114.