Skip to content

Lokale nyheder – fredag d. 23. februar

En 42-årig afghansk kvinde skal i ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse efter at være kendt skyldig i vold mod sin 20-årige datter. Det besluttede Retten i Sønderborg i går.

30. oktober blev et afghansk forældrepar med bopæl på Als kendt skyldig i vold over flere år mod deres i dag 20-årige datter.

De slog datteren for faderens vedkommende blandt andet med et bælte, moderen kastede ting efter datteren og tog kvælertag på hende. Alt sammen fordi forældrene var utilfredse med at pigen var blevet for ”vestligt præget”.

Anklager Anna Tornbo og forsvarer Joan Vollertsen var enige om behandlingsdommen. Den dømte udbad sig dog to ugers betænkningstid med hensyn til skyldspørgsmålet.

Faderen besluttede sig først for at anke sin dom, men trak anken tilbage i accept af den betingede dom og samfundstjeneste.


Danfoss har ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene efter det historiske gode resultat i 2017, hvor omsætningen steg med ti procent til 43,3 milliarder kroner.

– Vi går efter at fortsætte vores væksthistorie med fuld damp også her i 2018. Vi er fulde af optimisme, og har de finansielle kræfter til at gribe mulighederne, hvis de opstår, siger koncernchef Kim Fausing.

Danfoss’ forventninger er at fastholde eller udbygge sine markedsandele og samtidig fastholde en profitabilitet på niveau med resultatet på 2017 efter betydelige investeringer i digitalisering.


En nu 19-årig mand blev torsdag idømt syv års fængsel for et skudopgør på Koralvej i Sønderborg tilbage i sommeren 2016. Dermed har Vestre Landsret sat endeligt punktum i sagen.

Ved skudopgøret blev en 29-årig mand ramt og redningsmandskab reddede ham fra at forbløde.

Gerningsmanden blev 11 dage efter skudepisoden anholdt i Marseille i Frankrig og bragt til retsforfølgning i Danmark.

I juni 2017 blev han i byretten i Sønderborg idømt syv års fængsel for drabsforsøg – en dom, som landsretten nu har stadfæstet.


Politiets fotovogn holdt torsdag morgen parkeret ved Rinkenæs skole og det skulle desværre vise sig at være en rigtig god ide.

Imens fotovognen holdt på stedet blev der skrevet 45 sager og heraf udløste de 2 et klip i kørekortet.

Den højest målte hastighed var 74 kmt i et område hvor man højst må køre 50.


De SønderjyskE håndboldherrer trak i aftes en tiltrængt sejr hjem i lokalopgøret mod KIF Kolding København der tog imod på hjemmebane i Kolding.

Der stod 29-30 på tavlen i SønderjyskEs favør da dommeren fløjtede kampen af.

Dermed lykkedes det for SønderjyskE at distancere sig yderligere fra den sidsteplads, der betyder direkte nedrykning og sikre sig point i nedrykningsspillet.