Skip to content

Lokale nyheder – fredag d. 20. april

Tre tidligere ansatte i Teliabutikken i Sønderborg er i disse dage ved Retten i Sønderborg tiltalt i små 100 sagsforhold i størrelsesordenen 20-7.000 kroner.

Svindlen er foregået ved at de sigtede angiveligt har trukket kundekonti for abonnementer, de ikke havde bestilt og for at overføre betaling for iPhones til betragtelige beløb til egne konti.

De tre sigtede, der er i alderen 22-24 år, nægter sig alle skyldige.

Sagen kører ved retten i 8 dage og du kan læse meget mere om sagen på jv.dk


Mange dyr bliver lukket ud på markerne i denne tid; det får Syd- og Sønderjyllands Politi til at komme med en kraftig opfordring.

Politiet må nemlig tit bruge mange patruljetimer på farlige situationer med løse dyr på veje og ved jernbaner.

Derfor understreger polititiet vigtigheden af, at man sørger for at have styr på sine indhegninger, før man slipper sine dyr ud i dem.

Det kan blive dyrt på mange måder, når dyr som heste, køer eller får slipper ud fra deres indhegning.

Hvis der sker en ulykke, skal der både betales erstatning til dem, det går ud over, og en bøde, hvis dyrene ikke har være forsvarligt hegnet ind skriver politiet i en pressemeddelelse.


En 31-årig mand fra Fyn nægtede her til morgen at stoppe ved indrejse til Danmark – manden kørte simpelthen videre selvom der blev givet tegn til at han skulle standse ved paskontrollen.

Politiet satte efter manden til Aabenraa, hvor han endte på en blind vej, der blev spærret af politiets patrulje.

Manden forsøgte herefter at påkøre patruljevognen for at komme væk men det lykkedes ikke for ham.

Den 31-årige blev herefter anholdt med en stribe af sigtelser.


SønderjyskE-træner Kasper Christensen går så vidt som til at gribe fredagens kamp mod Mors/Thy an som en finale, fordi holdet er opsat på at runde sæsonen af med lutter sejre som afsæt til næste sæson.

– Jeg har sagt flere gange, at vi ikke har nogen problemer med at motivere os. Vi tog også kampen i Midtjylland seriøst, for hvis vi gik derop og dummede os, så lå vi lige pludselig sidst i nedrykningsgruppen, og tingene ville være ude af vores hænder, understreger SønderjyskE-træner Kasper Christensen.

Kampen spilles i aften kl. 19:30 i Broager Sparekasse Skansen.