Hvid januar helt uden sne

81702201_10218807353747873_6251128065271791616_o

Danskerne er nogle af dem der drikker allermest i hele verden. Sådan har det vist altid været. Et glas vin til maden her, en øl med vennerne der – og så den obligatoriske gin og tonic i weekenden. Der er altid en anledning til at skåle og fejre.

Nu ser det dog ud som om flere og flere vælger at nulstille forbruget i januar. I USA og England har man længe kendt til fænomenet “Dry January” – en hel måned uden alkohol. I Danmark er det blevet til “Hvid januar”.

Da mine svigerforældre er spanske bruger vi hvert år den sidste uge af året i Spanien. Det bliver til mange byture med vennerne – og når vi vender hjem igen har man nogen gange fornemmelsen af at man næsten har været marineret i god spansk mad, vin og alkohol i en uge. Derfor besluttede vi os for at prøve hvid januar i år – men hvor let er det egentlig? Tja, her 2 uger inde i det nye år har det vist sig meget lettere end man skulle tro. Vi kunne naturligvis sagtens hygge os med vand, juice og sodavand i en måned – men det viser sig jo at der er utallige alkoholfri varianter af både øl, vin, bobler og sprut på hylderne i de danske butikker.

Denne weekend prøvede vi en dansk produceret alkoholfri gin. Med bange anelser blandede vi den op med en light tonic – og voila. Vidste du ikke den var uden alkohol havde du aldrig gættet det. Smagen af enebær og en krydret eftersmag gav oplevelsen af en fantastisk gin og tonic. Måske varer hvid januar kun til den første februar… men det er da rart at vide at man fremover kan nyde en lækker gin & tonic… før man kører hjem.

Rigtig god mandag fra Søren 🙂