Lokale nyheder – torsdag d. 12. april

19 etager er skudt op fra jorden siden november 2015, hvor første spadestik blev taget til Sønderborgs nye hotel, Hotel Alsik. Byggeriet har nu nået endnu en milepæl: Rejsegildet. Det holdes i dag fra klokken 13.30. Alsik har nået sin fulde højde, og sidste etage færdiggøres netop nu. Hoteltårnet står dermed med 70 meter fordelt på 19 etager inklusive stueetage. Under jorden er der yderligere en fuld etage.

– Med hotelprojektet viser vi, at vi sammen med kommunen og PFA som medinvestor har styrken og viljen til at sætte Als og Sønderborg på landkortet, siger Peter Mads Clausen, formand for Bitten & Mads Clausens Fond i en pressemeddelse.

Alsik bliver regionens største firestjernede konference- og forretningshotel med Danmarks største spa- og wellnessområde på 4.500 kvadratmeter. Det skal efter planen åbne i marts 2019.


SønderjyskE vandt sikkert 37-25 over HC Midtjylland i aftes. Det var også som forventet. Vigtigst af alt fik holdet bevist det, det gerne ville.

Sejren kom som forventet aldrig i fare. 37-25 vandt SønderjyskE over HC Midtjylland. Uden at ryste på hånden.

Og det kan man trods alt bruge til lidt, selvom man nok ikke skal læse for meget ind i præstationen mod et hold, der stensikkert får en sidste plads i nedrykningsspillet. Det undgår SønderjyskE nu.


En interessent har søgt om at bygge boliger med egen bådebro i den tidligere Teglværksby ved Egernsund. Et byggeprojekt der afgik ved døden i kølvandet på Tønder Banks krak, men nu er planerne om dele af det store boligkompleks støvet af.

– Vi er tilbage på sporet fra før finanskrisen. Der er mange, der gerne vil have attraktive velbeliggende boliger igen. Dem er der efterspørgsel på, siger ejendomsmægler Jytte Aaen om det storstilede byggeprojekt, der led endeligt skibbrud for syv år siden.

Teglværksbyen skulle øge Egernsunds boligmasse med 50 procent. 300 boliger skulle opstå i rækkehuse, villaby og klyngehuse foruden en havneby med bolig helt ud i vandkanten, hvor båden kunne ligge fortøjet.


Flere og flere forældre i Sønderborg by vælger ikke deres eget skoledistrikt, når deres børn skal begynde i 0. klasse samt ved overgangen fra 6. til 7. klasse til en overbygningsskole.

– Det fri skolevalg betyder, at forældrene kan søge den skole de vil, men det giver bare nogle pladsmæssige problemer, siger Claus Klaris (V), formand for børne- og uddannelsesudvalget.
Alle børn er, i kraft af deres bopæl tilknyttet en bestemt distriktsskole, men forældrene kan frit vælge en anden skole.

Det mærker især Humlehøj-Skolen, der er overbygningsskole til Ahlmann-Skolen. Eleverne fra Ahlmann-Skolens 7. klasse indskrives automatisk på Humlehøj-Skolen, hvis ikke forældrene træffer anden beslutning, men forældrene vælger oftere en anden skole.