Lokale nyheder – tirsdag d. 8. maj

To gange blev der i september 2017 sat ild til Stationskroen, Vestergade 1 i Broager. I den forbindelse har Alm. Brand Forsikring tidligere udlovet en dusør på 25.000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaring af brandene d. 1. og d. 3. september 2017. Nu hæver selskabet dusøren til 100.000 kr.

Brandtekniske undersøgelser har vist, at begge brande var påsat.

Ved branden den 13. september blev der set en mand løbe fra stedet. Han beskrives som 170-175 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført mørkt tøj med en hætte over hovedet.

Har du oplysninger, der kan hjælpe Syd- og Sønderjyllands Politi med at opklare brandene, kan du kontakte politikommissær Thomas Berg, Områdecenter Syd i Sønderborg på telefon 1-1-4.


En 15-årig dreng fra Rødekro er ved et grundlovsforhør ved retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger for groft hærværk for et sekscifret beløb. Drengen blev taget for at køre på en ulovlig knallert i Tønder og det førte frem til anholdelsen.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Anklager Mathilde Sørensens sigtelse mod den 15-årige var syv forhold med hærværk, hvoraf han kun erkender et enkelt forhold.

Efter JydskeVestkystens oplysninger er den 15-årige med i den gruppe, hvor politiet tidligere har anholdt to drenge og en 19-årig kvinde for omfattende hærværk midt i marts måned mod biler og bygninger i Aabenraa og Sønderborg.


Danfoss’ væksthistorie bliver ved med at fortsætte. Omsætningen er i årets tre første måneder vokset med 37 millioner euro til 1.474 millioner euro – en vækst på ni procent i lokal valuta.

– Globale megatrends som urbanisering, digitalisering og elektrificering rykker hurtigt i øjeblikket. Derudover er energieffektivitet kommet højt op på den internationale dagsorden som et afgørende og meget omkostningseffektivt element i bekæmpelsen af klimaforandring og luftforurening. Disse stærke trends gør Danfoss mere relevant end nogensinde, og giver os et stærkt udgangspunkt for at investere i nye teknologier, som matcher verdens og vores kunder fremtidige behov, siger koncernchef Kim Fausing i en pressemeddelelse.

Fra i år aflægger Danfoss regnskab i euro i stedet for kroner. Det sker som en naturlig konsekvens af, at hovedparten af Danfoss’ omsætning skabes uden for Danmark, og at euro er den mest brugte valuta i koncernen.


Det blev skrevet historie mandag i den tidligere folkeskole i Havnbjerg. I Udviklingshuset begyndte 20 kommunale dagplejere og seks pædagogmedhjælpere på pædagogisk assistent-uddannelsen.

– Jeg er stolt af, at vi er den første kommune, der går i gang med at uddanne personalet i vores dagtilbud. En investering der skal skabe endnu bedre og trygge udviklingsrammer for vores børn og unge, siger Claus Klaris (V), formand for børne- og uddannelsesudvalget.

Uddannelsen er en del af kommunens ny helhedsplan, der skal sikre kvalitet i dagtilbud og skole. I løbet af de næste fire år skal samtlige dagplejere og pædagogmedhjælpere i kommune på skolebænken og tage uddannelsen, der varer i 42 uger.