Lokale nyheder – tirsdag d. 6. marts

12,1 minutter på Sydals og 12 minutter i Gråsten. Så længe har det i gennemsnit taget en ambulance eller akutbil at nå frem til akutte, alvorligt syge patienter i sidste halvdel af 2017.

Hermed er Gråsten og Sydals de områder af Sønderborg Kommune, der har længst responstider for det akutte beredskab.

Region Syddanmark registrerer responstider for “første vogn på stedet”, der kan være enten en ambulance eller en akut- eller nødbehandlerbil.

Takket være en samarbejdsaftale mellem Danfoss og Region Syddanmark sikrer Danfoss’ egen akutbil, at sårende og livstruende syge på Nordals får lige så hurtigt hjælp som borgere i Sønderborg. Men Danfoss har ingen akutbil på fabrikken i Gråsten.

Mads Skau (V), formand for præhospitaludvalget i Region Syddanmark, erkender at en ventetid på 12 minutter er længere end de fleste andre steder i regionen og erkender at der skal kigges nærmere på området.


En 56-årig kvinde døde i går på Rigshospitalet af sine kvæstelser fredagens brand i en lejlighed på Louisegade i Augustenborg.

Kvinden blev i forbindelse med redningsindsatsen fløjet med helikopter til Rigshospitalet i kritisk tilstand, mens en 55-årig mand blev lettere kvæstet og kom til behandling på det lokale sygehus.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker stadig årsagen til branden.


På tredje uge indkalder Sygehus Sønderjylland tre gange så mange bloddonorer, end man normalt tapper i blodbanken på Sønderborg Sygehus.

Årsagen er, at Rigshospitalet mangler blod. Her har forbruget i en periode været så høj, at lageret af donorblod er for lavt. Rigshospitalet har derfor bedt både Odense Universitetshospital og Sygehus Sønderjylland om hjælp.

Med dags varsel indkaldte blodbanken i Sønderborg de første 50 donorer til blodtapning, og de seneste to uger er der blevet tappet 200 ekstra portioner blod.

– Vi indkalder normalt 40 donorer ind til tapning i denne her periode, men nu er det 125 til 150 donorer. Det vil også ske i næste uge, hvor vi fortsat tapper til Rigshospitalet, fortæller Svend Erik Hove Jacobsen, overlæge i Blodprøver, Biokemi og Immunologi på Sønderborg Sygehus.


Energiselskabet E.ON og oplevelsesparken Universe Science Park vil med forlystelsen Elbilbanen sætte fokus på elbiler og samtidig nedbringe parkens CO2-aftryk ved at forsyne parkens strømforbrug med grøn strøm. Det betyder, at Universe i 2018 opnår en CO2-besparelse på 205 ton.

– For os er det altafgørende, at sjov og læring går op i en højere enhed. Med dette projekt har vi fået en attraktion, hvor de mindre børn får en fantastisk oplevelse. Det kobler den sjove elbilkørsel direkte sammen med hverdagen. At vi på toppen af dette kan sikre, at hele parkens strømforbrug er grønt, giver et fuldendt partnerskab, som vi er glade for, siger Jonas Luttermann der er driftschef i Universe Science Park.