Lokale nyheder – tirsdag d. 4. september

I Sønderborg Kommune fastholdes den positive udvikling af erhvervsvenligheden i Dansk Industris netop udkomne analyse. Ud af 93 kommuner placerer Sønderborg sig på en 42. plads og kan dermed fremvise ny fremgang.

Borgmester Erik Lauritzen er tilfreds med resultatet:

– Jeg glæder mig over, at vi for tredje år i træk kan fremvise en bedre placering end året før. Men for mig handler det om at vise vores virksomheder, at vi vil dem og se, at indsatserne på erhvervsområdet har den rette effekt. Vi fortsætter med flere tiltag, som skal give en service i topklasse. Vi kommer aldrig til at læne os tilbage og bare være tilfredse, siger Erik Lauritzen.


Alsie Express havde succes med “bornholmer-ruten” i skolernes sommerferie.

Hele 93 procent af sæderne var besatte på de to ugentlige afgange mandag og fredag til og fra solskinsøen.

– Vi er selvfølgelig meget glade for, at folk virkelig har taget godt imod bornholmer-ruten, så vi har allerede besluttet at gentage succesen til næste år, fortæller direktør Lone Marie Kock til TV SYD. Samtidig røber hun at der er mulighed for at perioden næste år forlænges.