Lokale nyheder – tirsdag d. 26. juni

Sønderborg Kommune har i tre år gennem projektet #mindrerus haft fokus på brugen af rusmidler på byens ungdomsuddannelser. Hensigten er at øge de unges viden om flertalsmisforståelser, gruppepres og falsk gruppepres – og dermed hindre, at et forbrug af rusmidler begynder, og reducere eller stoppe forbruget hos dem, der er faldet i. En foreløbig konklusion på en spørgeskemaundersøgelse fra i år er, at indsatsen virker.

– Brug af rusmidler er dybest set ikke et stort problem hos os. Men i henhold til vores misbrugspolitik støtter vi op om elever, der måtte have et forbrug. Det er bare så afgørende, at de passer deres skole, får nogle gode vaner og en god eksamen, som de kan bruge videre i livet, siger direktør på Business College Syd, Bente Esbensen Jensen.

Fravær og manglende afleveringer er nogle af symptomerne på, at en elev kan være på vej ud i et problematisk forbrug.


Forkert håndtering af sprit var skyld i sidste mandags ulykke på Humlehøj-Skolen, hvor en 9.-klasses elev blev slemt forbrændt under eksamen i naturfag. Det fremgår af Arbejdstilsynets besøgsrapport, som JydskeVestkysten er kommet i besiddelse af.

Under eksamen udførte drengen sammen med en klassekammerat et kendt forsøg med afbrænding af trækul i stedet for propan.

Humlehøj-Skolen får enten tirsdag eller onsdag Arbejdstilsynets dom over ulykken. Myndigheden var to gange i sidste uge på skolen for at undersøge ulykken nærmere herunder tale med personale og elever.


Der er ikke blot trængsel på de centrale parkeringspladser i midtbyen. I havneområdet har der længe hersket kaotiske tilstande med biler parkeret rundt omkring, specielt efter multikulturhuset åbnede. Havbo Plads over for har holdt hårdt for, og det udløser nu et parkeringsforbud på pladsen med midlertidige parkeringstilladelser til flere beboere på Havbogade.

– Hvert hus får en parkeringstilladelse til en bil. På den måde imødekommer vi i hvert fald problemet i Havbogade, siger teknik- og miljøudvalgsformand Aase Nyegaard.

I forbindelse med den kommende bystrategi vil status og behov for parkering generelt i Sønderborg by blive analyseret med henblik på at skabe ordnede og tilstrækkelige parkeringsforhold.


Dårlige oplevelser fra idrætstimerne, lavt selvværd og ensomhed kan gøre det svært for overvægtige børn og unge at gå til sport i den lokale idrætsforening. Til efteråret 2018 etablerer Sønderborg Kommune sammen med DGI Sønderjylland et nyt foreningsbaseret træningstilbud for 6- til 16-årige børn og unge med overvægtsproblemer.

– Flere og flere børn og unge vælger stillesiddende fritidsaktiviteter, og nogen af dem får problemer med vægten. Det bliver lynhurtigt en negativ spiral, hvor lysten til at bevæge sig daler i takt med at kiloene kommer på. Jump4Fun skal være med til at bryde spiralen ved at give børnene og de unge nogle positive oplevelser med sport og fysisk aktivitet, siger formand i Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune Helge Larsen.