Lokale nyheder – tirsdag d. 13. marts

Ansøgningsfristen til kvote 2 nærmer sig. Det mærker de blandt andet på Erhvervsakademi Sydvest, hvor de har åbnet for ekstra vejledning.

På Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg og Sønderborg har studievejledningen udvidet telefontiderne i forbindelse med ansøgningsfristen.

– Det gør vi, fordi vi mærker behovet for ekstra vejledning, siger Dorte Berndt, der er studievejleder på Erhvervsakademi Sydvest, til TV Syd.

Erhvervsakademi Sydvest har to uddannelser, hvor der er optagelsesprøver. Her er det kun muligt at søge via kvote 2.


Det var jævnbyrdigt i kampens første 10 minutter, men derefter stod der som forventet SønderjyskE på det hele, da holdet mandag aften var på besøg hos HC Midtjylland.

SønderjyskE vandt kampen med 41-25.

Midtjyderne, der har sagt farvel til stort set alle profiler på grund af store økonomiske udfordringer, var kanonføde, og derfor kunne SønderjyskE-cheftræner Kasper Christensen og assistenttræner Claus Lyngsøe tage det stille og roligt og fordele spilletiden.

Topscorer for SønderjyskE blev Mikkel Møller med otte mål.

Fredag bliver det en helt anden sag, når Skjern kommer på besøg i Skansen i Sønderborg.


Det hjælper ikke kun at snakke om, hvor synd det er for lille Peter, at han bliver tykkere og tykkere. Forældrene skal genopdrages til at tage ansvar, mener byrådspolitiker Helge Larsen, formand for sundhedsudvalget.

Baggrunden er den nationale sundhedsundersøgelse, der udkom i sidste uge. Den viste, at Sønderborg som i lighed med andre kommuner får flere og flere overvægtige borgere.

– Trods adskillige projekter og kampagner går det den forkerte vej. Vi må bare erkende, at det ikke længere virker at appellere til fornuften, konstaterer Helge Larsen, der varsler, at han vil arbejde på at samle politisk flertal for en form for “genopdragelse”.

Hvad opdragelsen helt konkret skal bestå af, ønsker han, at politikerne drøfter med den kommunale forvaltning.


Ældreminister Thyra Frank besøgte mandag eftermiddag Center for Korttidspladser i Sønderborg for at se, hvordan det er lykkedes Sønderborg at blive foregangskommune indenfor ældrepleje.

Det var Thyra Frank selv, der havde inviteret sig på besøg i Sønderborg. Sundheds- og Ældreministeriet bad sidste år alle kommuner formulere en værdighedspolitik. Der fulgte også penge med til indsatsen, og Thyra Frank ønskede blandt andet at høre, hvordan de var blevet brugt i Sønderborg Kommune. Det glædede hende at høre, at alle plejecentre nu selv laver mad frem for at få den leveret udefra.