Lokale nyheder – tirsdag d. 12. juni

En færdselsbetjent på motorcykel standsede i går eftermiddag en 73-årig mand som fører af en personbil i Kruså.

Manden har ikke generhvervet et kørekort efter en frakendelse og derfor må han slet ikke sidde bag rattet i en bil.

Det var tredje på tre år at manden blev standset så derfor blev hans bil konfiskeret.

Sidste år fik manden en anden bil konfiskeret så nu er spørgsmålet hvornår han løber tør for biler. Det skriver politiet på Twitter.


De to tyske teenagere, der har tilstået at stå bag en række stenkast fra motorvejsbroer i Tyskland, har ikke forbindelse til stenkast i Danmark.

– Det er korrekt. Det kender vi intet til. Så vidt vi ved nu, er alle deres kast med sten sket her syd for grænsen, siger statsadvokat Thorkild Petersen-Thrö fra Flensborg til Jydske Vestkysten.

Dermed mangler dansk politi stadig et gennembrud i sagen fra Fyn fra 2016.

Her var en tysk familie på vej hjem fra ferie, da deres bil blev ramt af et stenkast, der udover at dræbe moren invaliderede faren.

JydskeVestkysten skriver, at de to tyskere har indrømmet at stå bag en lang række stenkast fra broer på både A7 og omfartsvejen B200. Senest 8. maj, hvor en dansk, kvindelig bilist bosiddende i Flensborg blev ramt og kom alvorligt til skade.

Hun er dog nu uden for livsfare.

Mændene er sigtet for drabsforsøg af de tyske myndigheder.


I 13 år er der blevet arbejdet på at få facadebelysning på Sønderborg Slot.

Men i januar sagde Slots- og Kulturstyrelsen nej til en permanent belysning af slottets facade. Sønderborg Kommune gav dog ikke op på grund af afslaget og har arbejdet videre med andre løsninger. Nu har kommunen og styrelsen diskuteret en kompromisløsning, hvor facaden belyses i perioder. Samtidig kan der sættes belysning op på stier og p-plads samt i slottets vinduer.

– Det har været udfordrende, da arealet omkring slottet er underlagt stramme fredningsbestemmelser. Vi har dog haft stærke argumenter i forhold til turismen samt udviklingen af Byens Havn. Jeg er derfor glad for, at vi ser ud til at nå til enighed om en løsning, som begge parter kan være tjent med, siger Stephan Kleinschmidt, der er formand for udvalget for kultur, idræt, handel og turisme.


Forældrene i Kulturbørnehaven Pøl ved ikke om deres argumenter imod en lukning preller af eller gør indtryk politisk. Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig om børnehavens fremtid.

– Der er i øjeblikket ved at blive lave en masterplan for dagtilbud i hele kommunen herunder Nordborg. Og så længe det står på, vil jeg ikke sige andet, end vi prøver at lave det bedste tilbud for børnene generelt, siger Claus Klaris (V), som presser på i forhold til at få masterplan klar.

De utilfredse forældre i Kulturbørnehaven Pøl har haft kontaktet Claus Klaris, de andre medlemmer i Børne- og Uddannelsesudvalget samt borgmester Erik Lauritzen. De vil bevare deres børnehave som ellers står til lukning, hvis det står til bestyrelsen for dagtilbudsområdet Als Nord.