Lokale nyheder – onsdag d. 7. marts

To syriske statsborgere blev i går ved Retten i Sønderborg idømt hver 40 dages fængsel og herefter udvisning af Danmark i 6 år.

De to mænd kørte fra Billund til Kiel for at hente den enes svigerinde og hendes fire børn. Herefter hjalp de kvinden og børnene ulovligt over grænsen.

Dommen blev ikke modtaget og forsvareren valgte derpå at anke til frifindelse.


Sent søndag aften 25. februar blev tre australske kakaduer og et par lyserøde araer stjålet fra en ejendom på Lundsgårdsvej i Vester Sottrup. Nu er de fleste af de ringmærkede fugle vendt hjem.

– Ejeren meddeler, at han her tidligt tirsdag morgen ser en papkasse stå ved døren til sit hus. Det viser sig, at det er fuglene, der er leveret tilbage. Der mangler dog den ene ara, fortæller politikommissær Jens Peter Rudbeck, der er leder af lokal efterforskning ved Syd- & Sønderjyllands Politi til Jydske Vestkysten.

Hvis du får tilbudt at købe en lyserød ara, så kontakt politiet på telefon 114.


Det er ikke hverdagskost, at et besøg fra Fødevarestyrelsen tager 5 timer og 15 minutter, men det var, hvad der skete hos Graasten Salater.

– Der er en del ting, der trænger til at blive strammet op, forklarer Bente Holst, Fødevarechef i FødevareSydVest til Jydske Vestkysten.

Fødevarekontrollen konstaterede blandt andet, at lokaler fremstod som manglende vedligeholdt. Der var udstyr og redskaber, der ikke var intakte og dækket af rust. Under tilsynet fandt man et kar med mayonnaise med overskredet holdbarhed i et produktionslokale, som Graasten Salater ikke kunne redegøre for.

Fødevarekontrollen endte med, at give fabrikkens ejer Stryhns to indskærpelser. Noget der hører til sjældenhederne også hos Graasten Salater, hvor man indtil besøget i februar havde en elitesmiley.

Du kan læse meget mere om besøget på jv.dk


En årlig pengepulje skal få flere foreninger skal ind på skoler og lave motion med børnene. Det er målet med et nyt initiativ, som Sønderborg Kommune i øjeblikket lancerer. Tirsdag aften var små 70 mennesker ligeligt fordelt mellem skolefolk og repræsentanter fra foreninger mødt op i Skansen for at blive klogere.

– Vi er da spændt om, om det her kan skabe noget nyt. Der sidder mange kompetencer derude i foreninger. Sammen kan vi løfte det her område og skabe nye vinkler på idrætten i skole, sagde Claus Klaris der er formand for børne- og uddannelsesudvalget.

En af nyskabelserne i skolereformen fra 2014 var mere motion i løbet af skoledagen. Det skulle blandt andet ske ved, at styrke samarbejdet med foreninger, hvilket langt fra er lykkedes, som håbet.

I stedet for at lade stå til er tre politiske udvalg i Sønderborg Kommune, derfor gået sammen om at give ideen nyt liv.