Lokale nyheder – onsdag d. 7. februar

Mandag eftermiddag anholdt politiet en 25-årig mand, som er sigtet for at have begået et røveri mod en grillbar i Gråsten den 16. januar.

I går blev han stillet for en dommer ved Retten i Sønderborg.

Ved grundlovsforhøret nægtede den 25-årige mand sig skyldig, og han ville heller ikke udtale sig i forhold til sigtelsen for røveri.

Anklagemyndigheden begærede dørene lukket for den fremmødte presse efter oplæsningen af sigtelsen, da politiet har mistanke om, at der er endnu en gerningsmand på fri fod. En gerningsmand, som skulle have hentet den 25-årige efter røveriet. Dommer Jens Schultz-Hansen valgte på den baggrund at lukke dørene til grundlovsforhøret.

Den 25-årige blev varetægtsfængslet i fire uger frem til den 6. marts.


Helt gal kan indsatsen som formand for bevillingsnævnet i forgangne valgperiode ikke have været, konstaterer tidligere konservative byrådsmedlem Ole Wandahl Stenshøj, der ikke opnåede genvalg ved kommunalvalget.

Han er genvalgt som medlem af nævnet, der godt kan have medlemmer, der ikke sidder i byrådet. Rød blok har udpeget den konservative kandidat, der i øvrigt er politibetjent.

– Det er jeg rigtig glad for. Jeg blev spurgt og har sagt, at var der en post, jeg gerne ville beholde, så var det den i bevillingsnævnet. Det er et spændende arbejde med indflydelse på vigtige ting, siger Ole Stenshøj.


Nu er det snart så vidt, at planerne for den den 11. blok, der skal udgøre Center for Industriel Elektronik (CIE) kan præsenteres og blive til et rigtig stykke byggearbejde.

– Vi holder en reception 2. marts kl.13.00, hvor alle interesserede kan komme på Alsion og se projektet, og til april tager vi hul på selve byggeriet, siger Horst-Günter Rubahn, campusleder og direktør for Mads Clausen Instituttet.

Projektet til mindst 175 mio. kroner i fem plan fordelt på cirka 3300 kvadratmeter blev præsenteret i juni sidste år som en massiv satsning på uddannelse af ingeniører på Syddansk Universitet i Sønderborg.

Als og omegn er i forvejen centrum for klyngen af energirelaterede virksomheder i Danmark, og nu skal satsningen på universitetet sikre ingeniører nok til fremtiden.


Chancerne for point i udekampen mod Bjerringbro/Silkeborg ikke er kæmpestore, men SønderjyskE-træneren Kasper Christensen, pointerer at hver af grundspillets sidste ni kampe er en mulighed for at samle point til den bunke, der pinedød skal vokse sig stor nok til at overlade sidstepladsen i håndboldligaen til et andet hold, når regnskabet gøres op.

– Vi skal lave flere point, hvis vi skal klare os ud af de udfordringer, der er for os. Det betyder, at vi skal vinde de kampe, vi stiller op i. Så er jeg klar over, at der kommer da en nøglekamp hjemme mod Tønder, og der kommer da nok en nøglekamp oppe i Herning (mod HC Midtjylland, red.), men det giver også to point at vinde i Silkeborg, hvis vi kan vinde den, siger Kasper Christensen til Jydske Vestkysten.

Onsdag aften sender han sit hold i kamp mod BSV, der knuste sønderjyderne 35-25 i den omvendte kamp i Sønderborg.