Lokale nyheder – onsdag d. 6. juni

Politiets ATK vogn holdt i går parkeret i vejsiden i Ragebøl og det viste sig at det var et rigtig godt sted at parkere.

I måleperioden lynede politiets blitz 17 gange og det udløste 4 klip i kørekortet og en enkelt betinget frakendelse af kørekortet.

Den betingede frakendelse blev udløst da en bilist kørte 105 kmt i et område hvor man højst må køre 60.

– Vi kommer helt sikkert igen, skriver politiet på Twitter.


Natten mellem søndag og mandag har der været indbrud i en villa på Jens Jessens Vej i Sønderborg.

Ved indbruddet, der blev opdaget mandag formiddag, er der stjålet seks Wegner Y-stole i bøg med fletsæder.

En mand er ifølge politiets oplysninger blevet set kravle ind ad et vindue til villaen, men der er ikke noget nærmere signalement.


Der ventede to unge mænd på henholdsvis 21 og 23 år en alvorlig snak med ordensmagten, da de klokken 00.51 natten til tirsdag kom ned efter en 60 meter høj tur i kranen ved Alsik-byggeriet på Nordre Havnevej.

Det blev dog ikke kun ved snakken – der venter nu også de to en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.


Sønderborg Kommune har energi- og miljøprojektet Project Zero som et af sine fyrtårne og indsatsområder. Siden 2008 og frem mod 2029 er det målet, at gøre Sønderborg Kommune CO2-neutral. Der bliver fortalt historier fra borgere og fra kontakter i Kina, der med interesse følger projektet, som tilmed også har kastet flere hundrede arbejdspladser fra sig.

Men i Horsens sidder brandingekspert Ole Have og har svært ved at få øje på det politiske ejerskab i projektet:

– Det kan godt være, at de føler det, men jeg kan slet ikke se det. Man skal virkelig vise, at man vil det, siger Ole Have til JydskeVestkysten.

Hans kritik fremkom også i et afsnit af Sønderborg Lokal TV’s seriesatsning “Den store omstilling”.

– Sønderborg har grund til at være stolt. Project Zero leverer resultater og er et fantastisk projekt, hvor man bruger et forholdsvis stort beløb til markedsføring, men der kommer desværre for lidt ud af det i forhold til potentialet, siger Ole Have til avisen.

Sønderborgs Borgmester, Erik Lauritzen, mener ikke helt han kan genkende kritikken.

– Noget kan måske gøres bedre, men vi står alle 100 procent politisk bag Project Zero, understreger han overfor Jydske Vestkysten.


Mellem mandag klokken 23.30 og tirsdag klokken 00.30 har der været indbrud i en villa på Viben i Sønderborg.

Tyvene er kommet ind gennem et åbentstående soveværelsesvindue og har rodet hele huset igennem.

Der er stjålet smykker, solbriller og en taske for et ukendt beløb.