Lokale nyheder – mandag d. 5. marts

Det er en meget glat mandag morgen bilisterne her i området er stået op til og på Sønderjyske motorvej E45 er det da også gået galt for en lastbil.

– Den holder på tværs i 2. vognbane og det er særdeles glat på stedet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Man skal være meget opmærksom og køre hjemmefra i rigtig god tid denne morgen, der er nemlig faldet isslag over det meste af vores område.

– Der saltes ihærdigt i hele området men det er altså ikke alle steder at saltet har en virkning, oplyser politiet.


Selvom forudsætningerne inden kampen mod GOG var bedre for SønderjyskE end i den omvendte kamp på Fyn, hvor GOG vandt med ti, var GOG stadig bedst. Det viste fynboerne lørdag i Skansen, hvor de vandt 30-26.

I store dele af første halvleg og i en periode af anden viste SønderjyskE et fint niveau, men GOG var skarpere og udnyttede de fejl, som SønderjyskE lavede.

SønderjyskE spiller igen på torsdag, hvor TM Tønder kommer forbi til et lokalopgør.


Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har sendt et forslag til en plan for jernbanedriften i Danmark i perioden 2017-2032 i høring. Det vækker ikke udelt begejstring i Sønderborg, hvor bl.a. ønsket om at være en attraktiv studieby hænger nøje sammen med mulighederne for at komme til og fra bl.a. universitetet uden for lange rejse- eller ventetider.

– Vi vægter den kollektive trafik højt i Sønderborg Kommune. Men det forudsætter, at togdriften spiller med, og det gør den ikke godt nok i det forslag, der foreligger, siger formand for teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Aase Nyegaard.

– Tog er rygraden i den kollektive trafik. Både vi og Folketinget ønsker overordnet, at flere bruger offentlig transport, og så må kravet være, at der som minimum er timedrift mellem Sønderborg og Tinglev, Odense eller København, supplerer hun.

I Sønderborg Kommunes høringssvar til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen påpeges desuden, at togtrafikken over landegrænsen bør indgå i planen for den statslige jernbane, hvilket ikke er tilfældet i det forslag, der er sendt i høring.


I otte år har frivillige arrangeret Nøffelskov Festival i Nybøls nyplantede skov. Men for første gang har Naturstyrelsen i år sagt nej til festivalen.

– Det ser ud til, at festivalen ikke bliver til noget i år. Vi har bokset med Naturstyrelsen om, hvordan vi skal holde festivalen. Vi skal holde et møde med dem, men deres umiddelbare holdning er, at skoven er blevet så stor, at festivalen generer dyrelivet for meget, siger Lars Dorf fra den frivillige gruppe Festivalbanden, der står bag festivalen til Jydske Vestkysten.

Festivalbanden skal til møde med Naturstyrelsen Sønderjylland i løbet af marts. Styrelsen har blandt andet foreslået, at festivalen holdes i efteråret eller tidligere på foråret, så festivalen ikke generer i ynglesæsonen.