Lokale nyheder – mandag d. 3. september

Sammen med ProjectZero er Sønderborg Kommunes ungdomsråd med i et nordisk samarbejde, Attractive Nordic Towns. I denne uge tager tre unge fra ungdomsrådet til Narvik, hvor opgaven lyder: Find en model for, hvordan unges engagement i udviklingen af deres by og kommune kan blive bedre.

– Jeg håber, de kommer hjem med gode redskaber til det videre arbejde, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.


Brandvæsen og politi blev i aftes kaldt ud til en gårdbrand på Sydals.

Da patruljen kom frem til stedet kunne de melde tilbage til stationen at de ville lade ilden brænde.

”Der var nemlig kun brand i halmfyret – sådan som det er meningen et halmfyr skal brænde”, skriver politiet på Twitter.


Anderledes alvorligt var det da der natten til søndag indgik en alarm om brand i den tidligere stationsbygning på Mommarkvej i Tandslet. Villaen udbrændte og vejen måtte spærres og ydervæggene afstives.

I følge politiet er årsagen endnu ukendt, men der foretages brandtekniske undersøgelser i løbet af i dag.


Regeringens finanslovforslag øger tilskuddet til Sønderjyllands Symfoniorkester, som vil få tre millioner kroner ekstra over de næste fire år.

– Det er vi helt bestemt glade for. Det er absolut en kærkommen støtte for os, og det betyder meget, at vi kan opretholde det niveau, vi har nu, siger Nikolaj Andersen.

Sønderjyllands Symfoniorkester er normeret til 65 musikere, men har de senere år spillet med 55-57 musikere. Symfoniorkestret har nu 57 fastansatte musikere, og der suppleres op med assistenter, når der er behov for det.


Naturstyrelsen kræver, at MTB Als fjerner hovedparten af deres bane i Sønderskoven, så den lever op til en oprindelig aftale.

– Vi vidste godt, det ikke var helt lovligt. Men vi har svært ved at forstå, at vi ikke må, når man må andre steder for eksempel i Rold Skov, hvor man har fået lov til en kæmpe downhill-bane. Vi forstyrer jo ikke nogen, siger Henning Jønsson fra MTB Als.

For 5-7 år siden fik MTB Als lov til at bygge tre små hop i skoven. Den har klubben de seneste 2-3 år på egen hånd udvidet med en del flere hop uden Naturstyrelsens tilladelse.