Lokale nyheder – mandag d. 18. juni

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag klokken 16.30 anmeldelse om, at en to-årig dreng var meldt savnet i forbindelse med et familiearrangement på en landejendom nær Aabenraa.

Politiet deltog sammen med familien i en eftersøgning, hvor drengen blev fundet livløs i en brønd på ejendommen.

Drengen blev forsøgt genoplivet, men blev efterfølgende erklæret død på Aabenraa Sygehus.

Politiet betegner hændelsen som en tragisk ulykke.


For syvende gang afholdes Woodsculptures på Slotskajen i Sønderborg. Kunstnerne kommer fra hele verden, og de bor hos frivillige familier i den uge, de er her.

– Det er dejligt, at I åbner jeres hjem for kunstnerne. Det skaber venskaber på tværs af lande og kontinenter, og det har vi brug for, lød det fra borgmester Erik Lauritzen (S), inden han erklærede Woodsculptures-festivalen for åben.

Kunstnerne er alle i Sønderborg for en uge og i den uge kan man på havnen følge med i de 10 forskellige skulpturers tilblivelse.

Alle skulpturerne bliver, ligesom de foregående år, efterfølgende placeret rundt om i kommunen på udvalgte steder.


Pakhuset på Sønderborg Havn, som efter en gennemgribende renovering er en del af Multikulturhuset, er sluppet igennem nåleøjet og er nomineret til den prestigefyldte RENOVER prisen 2018.

Kun seks af 182 indstillede projekter er nomineret og dermed med i slutspurten.

– Vi synes jo selv, at renoveringen af pakhuset er utroligt vellykket og har givet os en smuk bygning, som alle dagligt kan have glæde af. Det er lykkedes at bevare det gamle og alligevel få en velfungerende bygning, lyder det fra formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme, Stephan Kleinschmidt.

I beskrivelsen af pakhuset i RENOVER prisens katalog lyder det bl.a.: “Bevaringen og istandsættelsen af det gamle pakhus er et fornemt eksempel på, hvordan genbrug og gentænkning både kan holde omkostningerne nede og fastholde historien”.

Vinderen afsløres d. 6. september.


Otte af Sønderborg Kommunes folkeskoler skruer efter sommerferien op for fokus på miljøet. De har meldt sig om deltagere i Interreg-projektet 2imprezs, der har som hovedmål at skabe større bevidsthed om bæredygtig adfærd hos eleverne og skabe CO2-reduktioner på skolerne, skriver ProjectZero.

Det er eleverne, der i fællesskab skal være med til at reducere CO2-udledningen på skolen og lære de andre elever og skolens øvrige personale om en bæredygtig adfærd.

Eleverne skal, udover at reducere CO2 på skolen, bedømmes på innovation/kreativitet, udbredelsen på skolen og inddragelse af lokalsamfundet.