Lokale nyheder – mandag d. 16. april

En udenlandsk bilist blev i aftes udtaget til kontrol ved Frøslev Grænse. Betjentene på stedet fik mistanke om at manden var påvirket af narko og derfor blev manden taget med til udtagelse af en blodprøve.

På stationen blev manden fundet i besiddelse af en springkniv og en mindre mængde skunk. Det udløste i alt en bøde til manden på 7.500 kr.

Lørdag måtte politiet i øvrigt anholde to andre bilister for narkokørsel. Begge blev standset ved grænsekontrollen.


Så gik den ikke længere for en 30-årig mand, der oprindelig er født i Eritrea. En domsmandsret i Sønderborg har udvist den unge mand af Danmark med et indrejseforbud på seks år. Han har tidligere fået en betinget udvisning af Danmark.

Manden kom til Danmark med sine forældre i 1994 og har siden den kriminelle lavalder gang på gang lavet grov kriminalitet.

Den 30-årige har samlet set fået fængselsdomme på næsten 7 år, og det er lige fra tyverier, hærværk, overtrædelse af våbenloven, overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og fire røverier.

– Det er ikke i strid med Danmarks forpligtelser. Han har ikke vist, at han vil holde op med kriminalitet, og han har ikke gjort sig ulejlighed med at få en uddannelse, sagde anklager Frederikke Schreiber i sin procedure. Den unge mands forsvarer sagde ikke uventet, at den 30-årige ikke kender nogen i Eritrea, han vil komme til at bo på gaden og vil blive forfulgt.


Hverken Ribe-Esbjerg eller SønderjyskE rykker ud af håndboldligaen. Selvom ingen af holdene er sikre matematisk, kan de to hold kun komme i fare for nedrykning, hvis konkurstruede HC Midtjylland laver et regulært mirakel.

Derfor kan mandagens kamp mellem de to sydjyske hold udefra set godt se ud til at mangle spænding og intensitet. Men det er langt fra tilfældet.

På ledelsesgangen er der mange gode argumenter for at tage de resterende kampe seriøst. Vinderen af nedrykningsgruppen får 75.000 kroner.

– Vi står i en situation, hvor vi som klub og hold har lyst til at revanchere os. Derfor bliver det blandt andet rigtig spændende at se, hvordan vi håndterer det her mod Ribe-Esbjerg. Derudover ville det være rigtig dejligt at vinde de her penge, siger Simon Lindhardt, der er sportsdirektør i SønderjyskE.


De større byer i Sønderborg Kommune skal ha’ en bystrategi, som synliggør og fremhæver hver enkelt bys identitet og potentialer. Det besluttede Byrådet i 2015, og Augustenborg har allerede – i et samarbejde mellem lokale ildsjæle og kommunen – beskrevet sin strategi. Broager er i fuld gang, og nu skal også borgere i Nordborg/Havnbjerg og Sønderborg i gang.

– Når vi bruger tid og penge på strategierne, så er det vigtigt, at de er et produkt af de lokale borgere og det lokale erhvervslivs erfaringsgrundlag og ønsker. Ejerskabet er afgørende, hvis strategierne skal bruges til noget – og det skal de, siger Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget.