Lokale nyheder – fredag d. 1. juni

Byrådet i Sønderborg har besluttet at sætte særlig fokus på unge og misbrug med ansættelsen af en opsøgende gadeplansmedarbejder.

– Der bliver allerede lavet en forebyggende indsats via bl.a. SSP og Mindre Rus. Den fanger desværre ikke alle og nogen dumper igennem, siger Ole Rasmussen, leder af Sønderborg Ungdomsskole og SSP, hvorunder den ny stilling refererer.

Ved budgetaftalen for 2018 blev der afsat penge til at ansætte en medarbejder, der kan opsøge de unge, der er i opstart af misbrug eller er misbrugere.

– Det er ikke fordi, der løber horder rundt. Der er det samme behov som før. Måske endda en anelse mindre, men nu gør man noget ved det. Derimod er der mange unge, der ikke mener, de har et problem, men et misbrug kommer snigende, siger Ole Rasmussen, som i begyndelsen af maj fik stillingen besat.

Målgruppen er unge i alderen 16-30 år med bopæl i Sønderborg kommune. Indtil i dag har det været de unge selv, som skulle opsøge hjælp. Nu kan familien, venner, kæresten eller nogen helt fjerde kontakte den opsøgende medarbejder og bede om hjælp.


Der bliver en flot deltagelse fra Sønderborg Kommunes 6. og 7. klasser ved den kommende SkoleOL finale i roning i Aarhus. Mere end 3300 elever fra 6. og 7. klassetrin fordelt på over 250 klasser fra skoler fra hele landet har de seneste par måneder konkurreret på 4000 meter i ro-maskiner ved lokale SkoleOl-stævner.

48 klasser ud af mere end 250 klasser fra hele Danmark er inviteret til SkoleOl finalen i roning 14. og 15. juni. Og hele ti klasser ud af de 48 kommer fra Sønderborg Kommune.