Lokale nyheder – onsdag d. 20. juni

I flere brancher er man klemt fast i problemet med manglende kvalificeret arbejdskraft. Det er den nedslående konklusion i en ny rapport, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering netop har offentliggjort.

Mandag og tirsdag var Disruptionrådet samlet i Gråsten for at diskutere, hvordan man kan løse denne mangel på arbejdskraft. En af de deltagende ministre var Troels Lund Poulsen, der er beskæftigelsesminister.

– Jeg besøgte i går Linak, der aktuelt mangler 15 ingeniører, og hvis de ikke får de 15 ingeniører, så flytter de noget af deres produktion til Italien – og det er jo en skam, siger ministeren til TV SYD.

Han har to klare bud på, hvordan man kan finde flere medarbejdere til de brancher, der har svært ved at få besat deres ledige stillinger:

– Vi skal først og fremmest gøre det, at vi får nogle af dem, der i dag ikke er på arbejdsmarkedet ind på arbejdsmarkedet. Derudover skal vi også blive bedre til at række ud og rekruttere medarbejdere fra andre EU-lande og for den sags skyld også udenfor EU, i forhold til de stillinger, der er svære at besætte, siger ministeren.


Beskeder på Facebook og Messenger indgår som bevismateriale i retssag, hvor en ung mand er kendt skyldig i at have forulempet og krænket mindreårige drenge ved blandt andet at beføle dem i skridtet og opfordre til anal- og oralsex.

– Tiltalte blev fundet skyldig i fuldt omfang. Strafudmålingen er udsat, fordi det skal afgøres, om han er egnet til fængselsstraf. Der er uenighed mellem retslægerådet og samrådet om mentalerklæringens konklusion. Det er afgørende for, om tiltalte idømmes fængselsstraf eller behandlingsdom. Det bliver afgjort efter sommerferien, siger anklager Tine Krarup Pedersen.


Sammen med ministerkollegaen Tommy Ahlers gæstede Lars Løkke Rasmussen tirsdag Danfoss i Nordborg for at debattere udenlandsk arbejdskraft.

De to ministre var taget til Nordals for at debattere udenlandsk arbejdskraft. Her fik de konkrete eksempler fra Danfoss på, hvordan reglerne om udenlandsk arbejdskraft i dag giver problemer.

– I dag er det administrativt simpelthen for bøvlet. Derfor er det supergodt, at vi får den her diskussion. Hvis det bliver nemmere, kan Danmark kun vinde på det, sagde koncernchef Kim Fausing.

I Danfoss’ testcenter i Nordborg, som blev vist frem under besøget, har de 80 ansatte 15 forskellige nationaliteter fx fra Pakistan, Mexico og Tyskland – typisk højtuddannede.

– Vi skal have mere øje for den positiv side ved udenlandsk arbejdskraft. Mere fokus på at det er dygtige medarbejdere. Selvom vi i morgen uddanner flere ingeniører, rokker det ikke ved, at mange virksomheder i står og mangler ingeniører her og nu, sagde statsministeren.


I 2020 bliver 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark fejret, og Danmark og Tyskland har derfor besluttet at afholde et fælles kulturelt venskabsår i 2020. Det kommer til at ligge i forlængelse af en treårig kulturindsats i Tyskland.

Programmet for venskabsåret er endnu ikke offentliggjort.

Kulturindsatsen i Tyskland har frem til 2020 fokus på udvikling af samarbejder mellem danske og tyske kulturinstitutioner og kunstnere, og fra dansk side vil der blive arbejdet særligt for at styrke samarbejdet mellem danske og tyske museer. Der vil desuden være fokus på kulturturisme til de tyske turister, der besøger Danmark. Den tyske regering vil styrke arbejdet for, at tyske kulturinstitutioner og kunstnere kan vise deres værker frem i Danmark.

Udenrigsministeriet og Kulturministeriet har givet en bevilling på tre millioner kroner til indsatsen. Derudover sker finansiering fra projekt til projekt fra dansk og tysk side af blandt andre fonde, institutioner og puljer.